Indholdsfortegnelse
- 1 Hvor lang tid skal jeg regne med, at du bruger på at skrive en artikel for mig?
- 2 Du ved vel noget om marketing?
- 3 Laver du også søgeordsanalyse?
- 4 Har du en journalistisk tilgang til det at skrive?
- 5 Kan du hjælpe mig med teknisk SEO?
- 6 Har du arbejdet med mit emne før?
- 7 Interesserer du dig for mit emne?
- 8 Hvad er din pris pr. ord?
Hvor lang tid skal jeg regne med, at du bruger på at skrive en artikel for mig?
Det her er den mere sofistikerede udgave af spørgsmålet: Hvad koster en tekst hos dig? Når kunden bare spørger, hvad en tekst koster, er det lidt ligesom at spørge, hvad et hus koster. Eller en bil. Det kommer an på så meget. Derfor er får du et mere præcist og brugbart svar, hvis du kort forklarer mig, hvilken type tekst du skal bruge, hvor lang den skal være, hvorvidt du selv sørger for materiale og/eller et oplæg til teksten, om teksten er en SEO-tekst og kræver søgeordsanalyse, og hvad du ellers har af krav og forventninger til teksten.
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at gennemskue, hvor lang tid jeg skal bruge på at skrive en tekst for dig, så herunder har jeg lavet en række eksempler teksttyper og et estimat af tidsforbrug for hver af dem. Bemærk, at der kun er tale om estimater. Du er altid velkommen til at skrive eller ringe med en konkret opgave. Et tilbud forpligter ikke.
Bemærk også, at alle priser i denne artikel er eksklusive moms.
Eksempel 1
Landingsside
En landingsside kræver som minimum, at jeg foretager en let søgeordsanalyse, fordi jeg skal vide, hvilke ord dine kunder bruger om dit produkt. Desuden skal jeg kende søgevolumen for hvert af dem for at vurdere, hvilke søgeord, relaterede søgeord og spørgsmål, som dine kunder oftest søger på i Google. Det sikrer dig den mest optimale og effektive landingsside.
Når du beder mig om at skrive en landingsside, vil jeg anbefale dig en længde på 1000-1500 ord. Jeg kommer dybere ned i emnet i en længere artikel, og længere artikler ranker bedre. Det er bevist.
Jeg skal naturligvis have noget materiale at skrive ud fra, og såfremt du giver mig et lille oplæg, kan jeg eventuelt researche mig til resten af det materiale, jeg skal bruge. Her går jeg ud fra, at dit emne er forholdsvist let at gå til for en erfaren researcher.
Til denne opgave vil jeg afsætte tre timer, og hvis du køber et klippekort og betaler på forhånd, bliver prisen 2400 kr. Køber du timerne én ad gangen, er min timepris 850 kr.
Eksempel 2
Artikel til virksomhedsblog
Artikler til din virksomhedsblog er altid en god investering, hvis du ikke selv har tid til at skrive dem. Kvalitetsindhold på din egen webside udgør det ene af søgeoptimeringens to vigtigste ben. Derudover er content marketing, som er virksomhedsbloggens formål, den mest effektive måde, hvorpå du kan tiltrække nye kunder og pleje dine nuværende kundeforhold.
Hvis du skal bruge en artikel på ca. 500 ord og selv leverer et oplæg (altså ingen research fra min side), vil jeg afsætte 2-3 timer til det. Her kan du vælge et klippekort på 3 timer og betale forud eller købe timerne én ad gangen.
Hvis du skal bruge en artikel på ca. 1000 ord og selv leverer et oplæg, skal jeg alligevel bruge noget tid på research for at få noget gods i teksten. Hertil vil jeg afsætte 5 timer, og du kan købe et klippekort til forudbetaling på 3750 kr. Min timepris bliver på 750 kr. i stedet for 850 kr. ved køb af enkelttimer.
Eksempel 3
Tekster til webside
Når du skal have en ny webside op at stå, er det vigtigt med fængende og personlig tekster på forside og underside. Du har ca. 10 websider, der mangler tekstindhold, og hver tekst skal have en længde på 200-500 ord. Nogle tekster kræver måske en let søgeordsanalyse.
Til denne opgave vil jeg afsætte 10 timers arbejde og anbefale dig et klippekort på 7000 kr. Her kommer min timepris ned på 700 kr. i forhold til 850 kr. ved køb af enkelttimer.
Eksempel 4
Bedre placering i Google
Du er ikke tilfreds med din placering i Google, og det skal vi have gjort noget ved. En bedre Google-placering kræver, at man sætter ind på flere områder. Når du beder mig om hjælp til at opnå mere synlighed i søgemaskinerne, vil jeg gøre tre ting:
- Lave en grundig søgeordsanalyse, hvor jeg finder ud af, hvor du ligger placeret på dine vigtigste keywords, hvem dine konkurrenter er, og hvilke placeringer de har. Jeg undersøger, hvilke ord og formuleringer dine kunder bruger, når de søger efter det, du tilbyder.
- Med udgangspunkt i søgeordsanalysen vil jeg skrive nogle solide landingssider til 3-5 af de vigtigste søgeord. Hvis du har en virksomhedsblog, vil jeg sørge for, at du kommer i gang med content marketing og skrive dine første 2-3 artikler.
- Jeg vil hjælpe dig med linkbuilding. En dårlig placering skyldes ofte mangel på kvalitetsindhold og for få gode backlinks fra relevante og troværdige eksterne kilder. Jeg sørger for minimum 5 backlinks til din side over en passende periode.
Det er umuligt at sige, præcis hvor mange timer sådan en operation tager, men jeg vil anbefale dig et klippekort på 20 timer, som koster 13.500 kr. På 20 timer kommer jeg omkring alle de områder, der har mest betydning for din rangering. Jeg kan ikke love dig en topplacering, men jeg kan garantere dig en markant fremgang i Google.
Alle priser inkluderer én retterunde. Det vil sige én omskrivning af hver tekst – uanset om du kun har enkelte kommentarer eller ønsker en helt ny tekst. Det sidste sker dog kun sjældent.
Der kan være tekniske årsager til, at din webside ikke performer i Google. Hvis det er tilfældet, har jeg også mulighed for at rådgive dig om løsningmuligheder i samarbejde med en tilknyttet tekniker. Prisen for udbedring af eventuelle tekniske problemer varierer meget.
Du ved vel noget om marketing?
Ja, jeg ved noget om marketing. Men der er mange områder inden for marketing, og jeg ved ikke noget om dem allesammen.
En tekstforfatter laver flere forskellige typer tekster, og det er da også derfor, at der på engelsk findes mange ord for det at være tekstforfatter. En copywriter skriver eksempelvis kortere tekster, der skal få dem, der læser, til at gøre et eller anden umiddelbart efter at have læst teksten. En copywriters opgaver omfatter derfor reklametekster, webtekster, e-mailmarkedsføring og til dels landingssider. Det vil sige, at i rollen som copywriter har jeg mere fokus på direkte salg, end hvis jeg har rollen som det, man kalder content writer eller content marketer.
Content marketing er et område, der har min helt særlige interesse. Som content marketer er det nemlig min opgave at skrive længere artikler, som kundens besøgende skal have glæde af at læse. De skal føle, at de forlader min kundes hjemmeside med inspiration og nyttig information i bagagen, så de har lyst til at komme igen en anden gang. Faktisk skal de med tiden blive så glade for min kundes virksomhedsblog, at de gerne vil opgive deres e-mailadresse til gengæld for et nyhedsbrev.
Content marketing går ud på at skabe værdifuldt indhold, der fører til loyale og interesserede besøgende, som på længere sigt køber min kundes produkter eller services. Se, det er der fremtid i.
Laver du også søgeordsanalyse?
Hvis du har læst ovenstående punkt, har du nok regnet ud, at, ja, jeg foretager også søgeordsanalyser for kunder. Det er ikke altid nødvendigt med en søgeordsanalyse, før jeg skriver, men hvis din opgave lyder på SEO-tekster, er analysen et must.
Jeg skelner mellem en let og en grundig søgeordsanalyse. Det lyder måske mærkeligt, men der er jo ingen grund til, at du betaler for noget, der ikke er nødvendigt dig. Og nogle gange er det altså bare nok at undersøge søgevolumen på enkelte keywords samt at undersøge, hvilke relaterede søgeord der vil øge tekstens effektivitet. Andre gange giver det mening at være mere dybdegående i sin analyse og inkludere en konkurrentanalyse.
Har du en journalistisk tilgang til det at skrive?
Journalister fortæller historier. Enten korte nyhedshistorier eller længere feature-historier. Jeg er ret forelsket i fortælleformen, og jeg bruger den så ofte, jeg kan, og hver gang det giver mening i mit tekstarbejde. Historiefortællingen er et håndværk og en videnskab for sig selv. Den er utrolig effektiv, når man vil have folk til at læse tekster til ende, fordi en historie giver teksterne en mere interessant og læsevenlig struktur. En historie giver en tekst personlighed, og det er bevist om og om igen, at historier er meget lettere at huske end tekster, der er alt for faglige, for upersonlige og anonyme.
I dag lyder det fra alle eksperter inden for marketing, at man skal tænke som en forlægger.
Think like a publisher.
Det betyder, at man skal gentænke sin markedsføring således, at man bliver sit eget medie i stedet for at være afhængig af synlighed og nævnelse i andre medier. Hvordan gør man det? Man skriver en masse spændende content marketing-artikler og udgiver dem på sin egen webside. Effekten af content marketing er endnu en ting, som studier og analyser gang på gang har slået fast. Tilbyd kunden noget indhold, hun kan bruge i sin hverdag, og hun vil belønne dig med sine kontaktinformationer og sine køb.
Og for at kunne gøre det som tekstforfatter, skal man tænke som en journalist.
Kan du hjælpe mig med teknisk SEO?
Kort sagt: ja.
Jeg kan ikke selv udføre opgaver, der har at gøre med teknisk SEO. Til at gøre det har jeg en særdeles begavet tekniker tilknyttet, som med garanti kan løse dit problem. Indrømmet, metoden er lidt uortodoks, men ofte er det billigere end at kontakte et SEO-bureau. Skriv, ring, spørg. Så finder vi ud af noget.
Har du arbejdet med mit emne før?
Måske. Måske ikke.
Med en akademisk baggrund er jeg vant til at researche og sætte mig ind i kompliceret stof. Derfor er det ofte ikke noget problem, hvis jeg aldrig før har skrevet om dit emne. Det, du skal overveje, er, om du vil betale for den tid, det tager mig at lave research på dit emne, hvis det er nødvendigt. En journalist ved heller ikke alt i forvejen, og hun ville ligeledes skulle bruge tid på at researche på dit emne.
Her handler det om at finde en tekstforfatter (eller journalist) med en baggrund, der gør, at hun kan foretage effektiv research på eget initiativ – og det kræver en uddannelsesmæssig baggrund af en vis kvalitet. Ja, du kan bestille tekster fra mange forskellige skribenter. For eksempel kan du gå til billige folkeskole-Ole, som skriver tekster for meget lav pris. Men du får desværre heller ikke mere, end du betaler for.
Research er sådan et stort ord. Det fylder nærmest hele rummet, gør det ikke? Research behøver ikke at tage mange timer. Nogle gange afsætter jeg blot én time til at researche, før jeg skriver en artikel. Andre gange kræver det flere timer med næsen i artikler og bøger.
Bare så du ved det, får du her nogle eksempler på emner og fagområder/personer, jeg har skrevet tekster om/for:
- Baby (mad, sygdomme, produkter, tøj og udvikling)
- Elarbejde
- Hårde hvidevarer
- FinTech
- Rådgivende ingeniører
- Sommerhuse
- Håndværkere
- Produktudvikling
- Software
- Yoga og pilates
- Mode
Desuden, og som du også kan læse på min forside, har jeg BA i filosofi og en MA i amerikanske studier fra Syddansk Universitet. Jeg har også fulgt mange naturvidenskabelige fag på universitet.
Interesserer du dig for mit emne?
Sandsynligvis.
Næsten helt sikkert.
Jeg har et semi-erotisk forhold til viden, og jeg anser nysgerrighed og videbegær som nogle af de vigtigste egenskaber, et menneske kan besidde. Naturligvis næst efter det ikke at være øksemorder og det at være god ved børn og dyr. Og hjælpe gamle mennesker over gaden. Ja, det var vist det.
Jo mere viden jeg kan samle sammen, jo mere nuanceret et verdensbillede får jeg. Og jo flere fagområder jeg har beskæftiget sig med, jo mere interessant bliver det at have en samtale med mig. Jon Morrow fra Smartblogger giver mig ret. Faktisk siger han, at de mest succesfulde og dygtige bloggere, han har kontakt med, er nogle at de mest spændende mennesker, han kender.
Viden er ikke et mål i sig selv. Den er vejen til hjælp, selvhjælp, dybere diskussioner og bedre beslutninger.
Så kom bare an med dit emne – jeg kan kun blive klogere. Og jeg lover altid at angribe opgaven med passion og entusiasme.
Hvad er din pris pr. ord?
Jeg har ikke nogen.
Jamen hvorfor ikke?
Fordi du heller aldrig ville gå ind i en butik og bede om prisen på en enkelt puslespilsbrik.
En tekst er mere end summen af de ord, den består af.