Indholdsfortegnelse
- 1 Hvad er en landingsside?
- 2 Sådan laver du effektive landingssider
- 2.1 Søgeordsanalysen – hvilke ord skal du optimere dine landingssider til?
- 2.2 Søgeordstætheden er irrelevant for din landingsside
- 2.3 Landingssiden skal konvertere, så husk calls to action
- 2.4 Brug energi på landingssidens metadata
- 2.5 Skriv overskrifterne med dine søgeord
- 2.6 Husk, at din landingsside ikke er din forside
- 2.7 Landingssiden skal se skarp ud på alle skærme
- 2.8 Landingssider til lokale søgninger
- 2.9 Gør dine landingssider mere interessante med farver, billeder og infografik
- 3 Hvad så med selve teksten?
Og han kom dalende ned fra himlen i en faldskærm og landede på en … landingsside?? Gakket at kalde en webside for en landingsside, hva’? Måske har du hørt det før i den engelske version: landing page. Mange bruger det engelske navn, fordi de synes, det lyder smartere. Og jo smartere man kan lyde i en hulens fart, jo bedre.
… Eller hvordan er det nu?
I hvert fald hedder det landingsside her i butikken 😊
Hvad er en landingsside?
Hvorfor hedder det en landingsside? Fordi du optimerer siden til en bestemt type søgninger. Og det er her, folk ‘lander’, hvis de vælger dig i SERP, eller hvis de klikker på den annonce, du har betalt for. Tænk bare på de sider, du selv havner på, når du laver en søgning. Mange af dem er landingssider, men det kan også være blogartikler fra sider meget kvalitetsindhold. Har du det, vil Google udvælge dine artikler, selvom de ikke er landingssider.
Det er svært at koncentrere sig på nettet. Hvor mange gange er du ikke endt et absurd sted på Facebook eller YouTube for at se grynede videoer af noget, som faktisk ikke er specielt morsomt nu, hvor du tænker nærmere over det? Landingssidens funktion er derfor at komme alle med guldfiske-syndrom til undsætning – den skal fremme koncentrationen ved kun at handle om dét, læseren skal gøre. Typisk er der heller ikke en masse menuer og tilfældige valgmuligheder på en landingsside – guldfisken, du ved.
Mange forskellige ord, formuleringer og spørgsmål er relevante i forhold til dit emne, og du må derfor skrive dine landingssider efter dem. Man kunne også have kaldt landingssiden for en destinationsside, en enkeltstående webside eller bare en specialside.
Sådan laver du effektive landingssider
Søgeordsanalysen – hvilke ord skal du optimere dine landingssider til?
Måske er du helt klar over, hvilket søgninger du vil op på. Der findes sikkert en lang række oplagte ord, som du kan målrette dit indhold til. De generelle søgeord (enkeltordene) har et højt antal søgninger hver måned, og derfor er der i forvejen mange, der har optimeret deres landingssider til dem. Afhængig af branche kan konkurrencen på enkeltord være alt fra pænt hård til direkte ondskabsfuld, og du skal regne med, at det kan tage år at få en god placering. Det skal du ikke være ked af. Hvorfor dog ikke? Jo, fordi der noget, der er vigtigere end en høj søgevolumen – nemlig intentionen med søgningen.
Lad os tage et eksempel: Du sælger designermøbler af træ, og du vil gerne optimere til ordet spisebordsstole, fordi mange søger efter det. Men hvad med dem, der leder efter brugte stole, billige stole eller stole af plastik? Dem kan du ikke sælge noget til. Pointen er, at man ikke kan gætte sig til intentionen bag en søgning på et enkeltord. Long-tail-søgeord, derimod, en helt anden historie. Long-tails er ordkombinationer, som fortæller, hvad folk leder efter. Eksempelvis spisebordsstol design træ lædersæde. Se, det lyder som en potentiel køber af dine stole, og så gælder det om at have en landingsside, der kan fange hende i Google. Bonusinfo: Udover den mere relevante trafik, er konkurrencen ikke nær så hård på long-tail-søgeord.
Hvis du vil vide mere om at skrive landingssider specifikt til AdWords-kampagner (frem for øget organisk trafik), kan du læse med hos Unbounce, hvor du får tre teknikker til at skrive effektive websider til AdWords.
Søgeordstætheden er irrelevant for din landingsside
Engang var en høj søgeordstæthed smart, når man skrev teksten til sine landingssider. Faktisk var det noget af det eneste, man gik op i. Sådan er det ikke i dag. Slet ikke smart mere. Og hvis nogen forsøger at bilde dig ind, at du skal proppe din tekst med et bestemt ord, så bed dem om at proppe noget i munden i stedet for. En tennisbold for eksempel. Eller fem stykker sushi.
I dag er søgemaskinernes algoritmer så smarte, at de kan regne ud, hvad ordene betyder. Selvlærende systemer forstår nu semantikken bag ordene, og du behøver ikke servere ordene for dem i den samme form på hver anden linje. Det kalder vi for ‘things not strings‘. Det er altså ikke længere rækkefølgen af bogstaver, der betyder noget. Det er ordets betydning, der betyder noget. Smart, ikke?
Det fjerner behovet for at benytte sig at identiske ord og vendinger hele vejen igennem teksten. Kan du mærke friheden? Du har den i hvert fald, så benyt dig af den. En landingsside bliver meget bedre, hvis du skriver den i en varieret sprog fyldt med synonymer og relaterede begreber. Algoritmerne vægter brugeroplevelsen meget højt, og læseren foretrækker interessante tekster i et naturligt sprog. Google gider ikke det der robottekst længere – han er blevet voksen!
Selvom du ikke længere behøver at strø om dig med bestemte ord, er det en god ide at nævne det eller de vigtigste søgeord i løbet af tekstens allerførste par linjer.
Landingssiden skal konvertere, så husk calls to action
Din landingsside skal ikke kun trække folk ind til dig. Når den har gjort det, har siden stadig halvdelen af sit arbejde tilbage. Og den anden halvdel er mindst lige så vigtig: konverteringen. Konvertering betyder at få den besøgende til at gøre noget. Dette noget kan være at købe dine varer eller din service, men det kan også være at tilmelde sig et kursus, et webminar eller et nyhedsbrev. Derfor skal landingssider indeholde et eller flere calls to action, CTA.
Du har set dem selv, for der er lokkende knapper allevegne. En CTA-knap kan hedde ‘Køb nu’, ‘Prøv nu’, ‘Tilmeld dig her’, ‘Få et uforpligtende tilbud’ eller måske ‘Kontakt os’. Landingssidens tekst skal informere om produktet og inspirere folk til at købe det, og CTA-knappen skal gøre det tydeligt for dine besøgende, hvordan de kommer videre i den proces.
Sørg for, at dine kontaktinformationer er tilgængelige på alle sider, så det er nemt at få fat på dig.
Brug energi på landingssidens metadata
Metadata er title tag, metabeskrivelse og URL. Skriv dit søgeord ind i starten af hver landingssides title tag og metabeskrivelse. Bed dit webbureau om at sørge for, at dine URL’er er søgevenlige, og skriv så dit søgeord ind i hver websides URL. Det gavner også din SEO-indsats.
Google har jongleret lidt rundt med længden på metabeskrivelsen. Tidligere måtte den have en længde på omkring 150 karakterer. Så kom en ændring, og pludselig havde vi alle mere end 300 karakterer til rådighed. Senest lyder det, at du igen skal holde dig omkring de 150.
Du kan ikke selv styre, hvilke title tags og metabeskrivelser Google vælger at vise i SERP. Algoritmen udvælger metadata til SERP alt efter, hvor godt de passer til en søgning. Det er slet ikke unormalt, at Google trodser din gode indsats og ignorerer de metadata, du selv har defineret. Hvis du gør dig umage med at give hver enkelt webside sine egne unikke metadata, der passer til indholdet, har du gjort, hvad du kunne i forhold til SEO.
Skriv overskrifterne med dine søgeord
Effektive landingssider har en vis længde. Der findes ikke nogen præcis længde, men gerne 800+ ord. Tjek markedet ud – skriver dine konkurrenter meget lange landingssider, og ranker de godt på dem, er det nok en god ide af melde dig ind i den klub.
Tekster af den længde skal have overskrifter og underoverskrifter for læsbarhedens skyld. Overskrifter i webtekster tagges med H1-H7. Du må kun have én H1 pr. side, og det er tekstens eller sidens overskrift. Øvrige underoverskrifter skal du tagge med H2-H7 alt efter, hvor mange du har. Og du skal naturligvis bruge dine søgeord i så mange overskrifter som muligt, fordi Google bruger både metadata og overskrifter til at få en ide om, hvad der står landingssidens tekstindhold.
Husk, at din landingsside ikke er din forside
Forestil dig, at du skal besøge en attraktion eller et museum. Da du ankommer, kan du ikke finde hovedindgangen, og du vælger en anden dør. Indenfor er der meget at se, men ingen har præsenteret sig for dig, og du ved ikke, hvor alting er. Det er lidt det samme med en landingsside. På din forside fortæller du, hvem du er, og hvorfor du er der. Du har også en menu, der leder besøgende videre til andre dele af siden. Men når folk havner på din landingsside, har de ikke nødvendigvis det din forside før, og de må ikke være i tvivl om, hvad du tilbyder, og hvad de skal gøre for at få fat på det.
Landingssiden skal se skarp ud på alle skærme
Smartphones og tablets er med os over det hele, og vi bruger dem til søgninger på nettet. Rigtig mange søgninger. Det skal du tænke på, når du designer din landingsside (og resten af hjemmesiden!). Landingssider skal se flotte ud på alle skærme, og til det formål skal du bruge et responsivt design, der retter sig ind som skærmstørrelsen bliver mindre.
I forbindelse med design, tekst og SEO skal du være opmærksom på begrebet above the fold (og nej, der findes vist ikke nogen dansk oversættelse til den her). Above the fold er alt det, man kan se på din side uden at scrolle. Og det dur ikke, at din tekst er fraværende. Hvis man skal scrolle for at læse teksten på din landingsside, er det skidt. Google kan tolke din websides opbygning, og det giver en mindre god brugeroplevelse, når man ikke umiddelbart kan gå i gang med at læse teksten. Der skal du tænke dig grundigt om, inden du vælger et design med store billeder øverst oppe. Og lad være med at fylde den øverste plads med annoncer og andre øretæveindbydende påfund. Det er selvfølgelig helt i orden, at man skal scrolle undervejs for at læse hele teksten igennem – !
Det kræver tid og viden at få udseendet til at spille, men energien betaler sig.
Landingssider til lokale søgninger
Mange, der sælger services eller produkter, henvender sig primært til folk, der bor og arbejder i nærheden. Derfor er det vigtigt at medtænke lokal søgning, hvis din virksomheds fysiske placering har betydning for målgruppen. Først og fremmest skal alle dine kontaktoplysninger fremgå tydeligt på din side, og dernæst skal du oprette en profil i Google Business. Når folk sidder i nærheden af dig og søger, har du en fordel i forhold til de virksomheder, der ligger meget langt væk fra kunden.
I forhold til landingssider, kan du kreere et par specifikke landingssider til de folk, der søger på produkt + lokation. Du skal ikke nødvendigvis lave én landingsside pr. by/sted, du vil nå. Indsæt bynavne/steder i overskrifter og brødtekst, og følg udviklingen. Hvor mange, hvor lange og hvor specifikke dine landingssider skal være, afhænger af konkurrencen, dine produkter og typen af søgninger.
Gør dine landingssider mere interessante med farver, billeder og infografik
Klicheer og irriterende, gamle udtryk bliver ved med at have en puls, uanset hvor mange gange, man prøver at kvæle dem. Ligesom det udtryk, der siger, at et billede siger mere end en spandfuld ord. Men det er helt rigtigt, at når vores magelige hjerne kan scanne et billede eller en infografik for information i stedet for at læse en røvfuld tekst, siger den ja tak.
Grafik bryder teksten og gør den overskuelig og spændende at se på. Billeder er underholdende, og de fortæller på deres egen måde, hvad teksten handler om. Find nogle, og sæt dem ind i dine lange tekster. Der findes mange gode sider, der tilbyder gratis billeder i god kvalitet, eksempelvis pixabay.com eller pexels.com. Hvis du finder billederne eller infografikken direkte i Google, så husk, at du skal have tilladelse til at bruge billederne på din side. Når du bruger billeder, så gå da hele SEO-vejen og giv alle billerne en unik titel og en alt-tekst.
Hvad så med selve teksten?
Nu har vi talt om søgeord, overskrifter, metadata, calls to action, responsivt design, billeder og infografik. Men ikke særlig meget om det, en landingsside egentlig er: et stykke tekst. Det er da mærkeligt, ikke? Især når du tænker over, hvor du er. Jeg har såmænd bare gemt den bedste rosin til sidst!
Teksten på din landingsside skal naturligvis have din dybeste kærlighed og reneste opmærksomhed. Det er teksten, der skal vise, at du ved noget om det, du laver. Teksten, der skal vise, at du er troværdig. Hæft dig ved de to ting: autoritet og troværdig. Nu og i fremtiden er troværdighed og autoritet SEO-disciplinens to primære søjler. Der findes ikke nogen opskrift på en troværdighedskage. Ej heller på autoritetstærte. Hvis du er ny her hos mig, kan jeg fortælle, at de gennemgående temaer i mine tekster og mit arbejde er kreativitet og personlighed. De to vinkler er mine ingredienser. Også når jeg skriver landingssider, og du kan se eksempler på to af mine landingssider her og her.
Jeg vil give dig 3 råd at skrive efter, når du forfatter teksterne til dine landingssider. Jeg skriver selv efter dem, for jeg synes, at de er med til at trække teksten ud af den kedelige, anonyme og upersonlige sfære, som utrolig meget tekstindhold svæver rundt i.
#1: Du er et menneske – skriv som et, og gør teksten unik
Vær ikke bange for at skrive en personlig tekst. Der er eventyrligt mange andre i samme branche som dig, så du må klø dig lidt i nakken og finde på din egen vinkel på emnet. Du behøver ikke være skingrende original, mindre kan gøre det. Hvorfor skulle jeg vælge dig frem for din konkurrent? Hvad gør dig speciel – og bedre? Din personlighed og din kreativitet er med til at underbygge din unique selling proposition (jep, endnu et hipt, engelsk udtryk, der lyder lidt tamt på dansk, hvis det da har en dansk fætter..).
#2: Show, don’t tell (når du skriver om dig selv)
I den klassiske jobansøgning skriver du, at du er resultatorienteret, effektiv og en teamplayer. Mange virksomheder drysser gavmildt om sig med samme tomme floskler på deres webside (kvalitetsbevidste, servicemindede, kundenorienterede bla blaah). Fint nok og tillykke med det. Det må du gerne skrive, men der er noget, der er bedre end at skrive det – vær det. Det kan godt være, at du i virkeligheden er alt det, du skriver, men det kan vi jo ikke vide, når vi læser din tekst. Du løser det ved at tænke i udsagnsord i stedet for tillægsord. Tillægsord beskriver, mens udsagnsord fortæller om konkrete handlinger.
En hurtig omskrivning af:
Jeg er effektiv
… kunne være:
Når jeg får en opgave, er jeg god til hurtigt at danne mig et overblik over de mulige løsninger og udvælge den mest optimale.
#3: Show, don’t tell (når du skal bearbejde kunden)
Sæt dig i kundens sted, når du skriver. Når vi handler, forsøger vi allesammen at få tre parametre til at spille sammen, så melodien bliver én, vi kan tåle at høre. De tre parametre er pris, tid og kvalitet.
En sælger bad mig engang huske på, at det er meget lettere for folk at sammenligne priser, end det er at sammenligne produkter. Derfor har prisen det med at overskygge de andre parametre, og derfor er pris altid et brandvarmt emne. Og det er ikke nok at skrive, at ting er billige hos dig. Det skal kunden nok selv vurdere, om de er. Hun sidder til op over begge ører i sammenligningstjenester!
Du skal placere dit produkt i kundens hverdag, så hun bliver klar over, hvilken dejlig forskel det vil gøre for hende. Du skal være ærlig omkring dit prisniveau og måske forklare hende om konsekvenserne ved at springe over, hvor prisgærdet er lavest. Det forsøger jeg selv at gøre her. Du kan også fortælle lidt nøgternt om, hvor mange penge vi bruger på ligegyldigheder og ting, som ikke skaber nær så meget værdi i vores liv, som dit produkt vil gøre.
Jeg er overbevist om, at kreativitet er det bedste våben, når du angriber den store opgave, det er at få kunden til at forstå sammenhængen mellem kvalitet, pris og tid. Og derefter til at klikke på ‘køb’, naturligvis 🙂
Held og lykke med din landingsside!
Kære Charlotte,
Jeg er i øjeblikket ved at sætte mig ind i alt det dér med landingssider, og i den anledning snublede jeg under indtastningen over denne sider. Så du kan altså også noget med SEO (blot så du ved det)
Herlig og lærerig læsning med et dejligt sprog og sjove twists (endda uden at du har skrevet om dans).
Stor tak for din indsats, som jeg hensynsløst vil profittere af under udarbejdelsen af min kones hjemmeside til hendes billedkunst. Her handler det dog mere om det visuelle end teksten.
Keep pushing med dit fine arbejde…
Bedste hilsener fra
Peter