Indholdsfortegnelse
Jeg elsker film.
Især når de får mig til at tænke på noget, som giver mig en løsning på noget. Jeg siger ikke, at filmen ’500 Days of Summer’ passer ned i samme kategori som Inception, Memento, The Truman Show eller Interstellar. Jeg siger bare, at den gav mig en aha-oplevelse, som med tiden løste et kæmpe krea-problem for mig.
Mød tekstforfatter-Tom, der tekster kort
Filmen er en amerikansk romantisk komedie, vist nok uden en lykkelig slutning. Det i sig selv er grund nok til benovelse, er jeg klar over.
Men det er ikke pointen.
Pointen er, at hovedpersonen Tom er tekstforfatter, og han arbejder ikke med at opskrive og ordperfektionere folks websider. Nej, han bruger sine otte kontortimer på at skrive lykønskningskort.
Hvorfor der det sjovt?
Det er sjovt, fordi jeg, da jeg startede min lille virksomhed, ikke anede, om der nogensinde ville komme nogen ind ad døren. Og jeg havde slet intet bud på, hvilke opgaver de ville have med sig, hvis de gjorde.
Jeg troede, jeg skulle blogge
Jeg havde en ide om, at jeg skulle skrive blogartikler. Det kom ikke til at ske. Faktisk har meget få af mine opgaver drejet sig om at fylde indhold på folks blogsider af den simple årsag, at god tekst koster en hel del tid (læs: penge), og en blogside har forståeligt nok lavere prioritet end forsider og produktsider. Derfor har jeg skrevet mange af dem. Men jeg havde aldrig i min mest ekstreme vildfarelse forestillet mig, at man som tekstforfatter kunne skrive kort.
Og det bringer os tilbage til filmen fra begyndelsen.
Grunden til, at jeg troede, jeg skulle skrive blogartikler, er, at jeg er bedst til det, man kalder long-form-content. Der er mange ord i mit hoved, og jeg har brug for plads.
Der er ret store udfordringer forbundet med både short-form- og long-form-content. Nogle er gode til det lange, og nogle til det korte. Reklametekster, webforsider og slogans er eksempler på steder, hvor man skal fatte sig i ubehagelig korthed. (Det er ikke ordknapheden i sig selv, der er ubehagelig. Det er arbejdet med at vælge fra og finde de rette ord derimod). Jeg har tæmmet rigtig mange eventyrligt lange, ustyrlige udkast fra kunder, som hverken kunne finde begyndelsen eller enden på herligheden. Men jeg behøver vel ikke sige, at jeg ikke har udviklet særlig mange slogans?
Derfor kom det lidt bag på mig, at fik lyst til eksperimentere med korte tekster, da jeg så filmen ’500 Days of Summer’. Men kuvertkort er jo hverken slogans eller reklamer. De er blæk direkte fra kreativitetsåren – fuld kunstnerisk frihed (sådan ser det i hvert fald ud i mit hoved, der grundlæggende er meget lidt kommercielt anlagt.)
Krea med ord og tekster
Jeg tror, at det er det kreative frirum, der fik mig.
Tekstforfatning drejer sig om at skrive tekster, der sælger. Man kan sælge på mange forskellige måder. Man kan tale til fornuften, pengepungen eller følelserne. En blanding er også god. Tekstforfatning drejer sig også om en fandens masse kreativitet. Teksten skal være fornuftig, mens den samtidig spinder for det lyriske øre.
Men når teksten er selve produktet, skal der selvfølgelig også kæles for æstetikken.
Alt det fik mig til at tænke på, hvor det ellers er tilfældet.
Jeg er pjattet med farver, maling og lærreder. Mange malerier har tekst som en central del af den kunstneriske helhed, og jeg har selv tegnet og malet en del. Jeg har dog det lavpraktiske problem, at mit store hus er indbegrebet af dårlig planløsning, så jeg har intet kontor med plads til kunstnerisk udfoldelse af den kaliber, som malerier kræver. Hvor gør man så af alle de farver, billeder, figurer og flotte-at-se-på ord, hvis man ikke kan male dem ud på et lærred? Man digitaliserer dem. Men laver dem til plakater.
Mig og plakater med tekst – match made in heaven
Det er nogle år siden, jeg så 500 Days. Og først nu har jeg opdaget, hvordan jeg kan kombinere mit semierotiske forhold til ord med min besættelse af at kreere noget pænt at kigge på.
Plakater med tekst er faktisk ikke sådan lige at lave. Jeg forestiller mig, at jeg har en masse frustrationer tilfælles med Tom fra filmen. For en tekstplakat er ikke kun en tekst. Den er humor, livsfilosofi, motivation, varme, kærlighed og æstetik i den helt rette blanding.
Rene tekstplakater er ret populære, fordi de er superdekorative i deres enkelhed. Nogle mennesker har teksterne hængende, blot fordi de er pæne. Men jeg bilder mig ind, at de fleste vælger plakater med tekst, der skaber en følelse indeni. Vi har allesammen et ord, en talemåde, et ordsprog, rim, en dato, en joke, et navn eller et citat, der føles specielt. Enten fordi det får os til at fokusere eller minder os om det, der er vigtigst i livet. Sådan noget er ikke at spøge med, og derfor må jeg ikke bare tjatte rundt med ordene, når jeg laver plakater ud af dem.
Jeg er forelsket i ideen om, at mine ord ikke skal sælge, men bare være.
Jamen, siger du nu, en plakat er da et produkt, og det vil du vel gerne sælge? Ja, men som tekstforfatter sælger jeg ord, som skal sælge noget andet. Med en tekstplakat er det anderledes. Her er ordene ikke mellemleddet, de er ikke ‘bare’ et middel til at nå et mål. De er et mål i sig selv.
Giver det mening? Det gør det for mig.
Jeg har mange favorittalemåder om livet. Fordi jeg arbejder meget som selvstændig med projekter, som måske – måske ikke – bliver til noget, handler mange af disse talemåder om at blive ved, også når det hele er noget lort, og et 8-16-job virker som en langt fornuftigere løsning. Men jeg har et citat, som jeg synes er særlig godt. Det synes jeg, fordi jeg meget let overvældes af, hvor meget andre ved og kan, og hvor meget erfaring de har i forhold til lille mig.
Citatet tilskrives Aristoteles, og det lyder sådan her:
Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg ikke ved.
Så er spørgsmålet bare, om man synes, det er ufedt eller helt manifique. Jeg synes det sidste.
Derfor bliver det teksten på min næste plakat.