Sådan undgår du at begå de mest almindelige stave- og grammatikfejl

De fleste mennesker laver stavefejl en gang imellem. Ofte foregår skrivningen i tæt samarbejde med en computer, og en computerskrevet tekst vil næsten altid indeholde tastefejl. En sjælden stavefejl i en skov af korrekt sammensatte bogstaver er ok, for du opdager den sandsynligvis. Tastefejlene springer også i øjnene som irriterende små distraheringer (tastefelj… !?!). Fælles for stedvise stavefejl, grammatikfejl og alle tastebøvserne er, at man kun kan rette dem, hvis man er opmærksom på deres tilstedeværelse i teksten. Desværre er der mange mennesker, der begår bunkevis af grammatiksynder uden at kunne få øje på dem bagefter.

Hvis man ikke er opmærksom på sine egne sproglige svagheder, hvordan skal man så komme til at skrive mere korrekt dansk? Man skal ikke skrive korrekt kun for korrekthedens skyld. Man skal gøre sig umage for at skrive korrekt, fordi sproget siger noget om tekstens ophavsmand. Vi bruger sproget til at kommunikere med, og uanset om din kommunikation foregår i uformelle sammenhænge såsom mails til venner og kolleger eller i vigtige dokumenter som jobansøgninger eller studieopgaver, giver dårligt sprog aldrig et godt indtryk. Hvem vil ikke gerne tages alvorligt, når de kommunikerer på skrift? Og hvem ønsker at se deres budskab drukne i en dyb sø af stavefejl og grammatiske bommerter?

I denne artikel vil jeg gennemgå nogle meget almindelige grammatiske fejl, og vi skal også omkring et par stavefejl undervejs. Du kan sagtens blive god til at skrive, selvom du føler dig usikker på flere områder af dansk grammatik og retstavning. Nøgleordet er bevidsthed. Når du bliver bevidst om din sprogbrug, bliver du også bedre til at læse korrektur på dine egne tekster. Hver gang du når til et sted, hvor du står med det ene ben i søen, kan du tjekke dit sprog ved hjælp af regler og opslag – eller ved at bruge en artikel som den her.

“Stave fejl” er en meget almindelig stavefejl – lad være med at skille ordene ad

Danskere er helt utrolig glade for at skille sammensatte ord ad i to eller flere dele. Det er nok det engelske sprog, der har haft en uheldig indflydelse på vores “dansk undervisning”. NEJ! Danskundervisning! Når du adskiller ord, der faktisk skal skrives i ét, får de en helt anden betydning. Lad os tage et godt eksempel. Min farfar bor i en ældre bolig. Nu kan det godt være, at det er mange år siden, min farfars hus blev bygget. Men det var ikke det, jeg ville sige med sætningen. Jeg ville fortælle dig, at min farfar bor i en bolig, der er specielt indrettet til ældre mennesker, som eksempelvis ikke kan gå på trapper, og som har behov for plads til kørestol på badeværelset. Derfor skal jeg skrive, at min farfar bor i en ældrebolig. Intet mellemrum. Ét ord. Giver det mening? Godt! Alligevel tager vi et eksempel mere. Når folk har smidt deres oplader væk, søger mange i Google efter en ny. Når man skriver mobil ind i søgefeltet, foreslår Google mobil oplader. Leder folk efter en oplader, de kan have med over det hele? Godt nok er en oplader lige til at stikke i lommen eller i tasken, men i virkeligheden leder de efter en mobiloplader.

Lyt til ordet

Når du skal vurdere, om to eller flere ord skal sammensættes, får du her en god huskeregel (ikke huske regel!). Prøv at sige det ord højt, du har tænkt dig at skrive. Hvad med en kop til kaffe. En kaffekop. Hvor lægger du trykket, når du udtaler ordet? På første del. Så skal det stå som et sammensat ord. Når der skal varm mad på bordet, stiller du gryderne på en bordskåner. Tryk på første del. Den samme regel gælder, selvom der skulle være flere ord. Prøv med parkeringsbilletautomat. Du lægger ud med et godt og solidt tryk på ’parkerings’. Trykket falder en smule ved ’billet’, og det er helt i bund ved ’automat’. Udtalen kan hjælpe dig meget, så prøv at bruge reglen, når du skriver. Sproget.dk har en god artikel om sammensatte ord med mange flere eksempler.

Skift bilen ud med cyklen – grammatikfejl i nutids-r

Egentlig er det underligt, at denne grammatikfejl er så hyppigt forekommende, når den er så let at komme til livs. Igen handler det om at være opmærksom på alle dine nutidsverber, mens du skriver, eller når du læser teksten igennem bagefter. Problemet opstår, når man ikke kan høre, om et verbum i nutid ender på -e eller -er. Når du sætter dig ind i dit automobil og med din nøgle i tændingen driver det ud i hastig bevægelse på landevejen, kører du en tur. Alligevel er der mange, der mener, at de i så tilfælde “køre” en tur. Hvorfor? De ville aldrig påstå, at de “prøve” en karrusel i Tivoli. De prøver en karrusel i Tivoli. Kan du se pointen? Hver gang du støder på et verbum i nutid og ikke kan høre, om det ender på -e eller -er, så udskift det midlertidigt med andet verbum. Indsæt eksempelvis spise, prøve, cykle, græde eller tænke. Hvis du ikke ved, om du “køre” en tur eller kører en tur, så tag cyklen i stedet. Det er også meget sundere. Du er ikke i tvivl om, at du er god til at cykle, og at du lige nu cykler en tur. Det tager tid at blive opmærksom på alle tilfælde af denne type grammatikfejl, men når du først har fået fornemmelsen, vil du helt automatisk indsætte ’prøve’ eller ’spise’ på de vanskelige verbers plads, hver gang de optræder.

Er der nogen hjemme? Mere om nogle eller nogen

Hvis du er god til engelsk og ikke fik lov til at bruge det øverst, da vi talte om sammensatte ord, så får du lov nu. Hvis du ville bruge any på engelsk, så hedder det sandsynligvis nogen på dansk. Har du nogen råd (any advice) til mig? Hvis du ville bruge some eller a few på engelsk, hedder det nogle på dansk. Du kan også prøve at erstatte nogle med et par og se, om det giver mening. Han lånte nogle bøger (et par/some books) på biblioteket.

Skriv nogen, når du

• stiller et spørgsmål: Har du nogen råd?
• bruger hvis/så sætninger: Hvis du har nogen råd, så vil jeg gerne høre dem
• skriver ikke umiddelbart før eller i nærheden af nogen (nægtende sætninger): Det er ikke nogen dårlige råd

Skriv nogle, når du

• kunne have skrevet et par: Du har givet mig nogle råd/du har givet mig et par råd

Nu kan du skrive nogle rigtig gode sætninger, der ikke indeholder nogen fejl!

Skal jeg skrive ad eller af?

Hvor ville det dog være meget nemmere at kende forskel på de to møgirriterende ord på skrift, hvis de ikke lød fuldkommen ens, når vi bruger dem i tale. Uanset hvordan vi bruger dem, siger vi bare a. Hvad skal vi bruge det a til? Det engelske sprog lider af sammen problem – her finder man ofte tre eller flere konsonanter lige efter hinanden i et enkelt ord. Men man kan højst høre et enkelt af dem, når man siger ordet højt. Hvad har vi dog gjort, siden vi skal tvinges ud i stavefejl på denne måde?

Der er desværre ikke noget at gøre ved det. Derfor skal vi nu prøve at opstille nogle (relativt) enkle regler for korrekt brug af – ja, af af og ad!

Brug af, når

• du kan erstatte det med væk fra, og sætningen stadig giver mening
• en følelse får nogen til at gøre noget – af raseri, af glæde, af sorg
• det drejer sig om en tilstand – være fuld af ideer, være blå af kulde

Brug ad, når

• der er tale om en retning – hen, ind, op, ned
• nogen eller noget er målet for en bevægelse eller handling/du kan erstatte med mod – grine ad nogen, klappe ad nogen, råbe ad nogen

Det vil sige, at manden piftede ad pigen, men han fløjtede af glæde. Og nu skriver du forhåbentlig af lyst uden at råbe ad skærmen!

Hvis du gerne vil have et alfabetisk opslagsværk, der dækker mange af de mest brugte ord og udtryk med ad og af, kan du med fordel bruge denne liste  – igen fra sproget.dk

Må man starte sætninger med og og men?

Nej, det her er hverken en stavefejl eller en grammatikfejl. Det er heller ikke en sprogfejl. Det er slet ikke nogen fejl! Du må gerne begynde sætninger med men og også gerne med og. Der er ikke noget som helst grundlag for at forbyde dem. Faktisk er også engelsksprogede mennesker i tvivl om, hvorvidt sprogpolitiet kommer efter dem, hvis de skriver men eller og efter et punktum. Men at det er forkert er også en myte på engelsk. Her må du lige så gerne starte sætninger med and og but. Nogle mener, at det er skolelærere, som engang skabte myten, fordi de ikke var glade for småbørns overdrevne brug af sætninger, der begyndte med disse to ord. Det kan da godt være, at børn har en tendens til at skrive sådan, men det er ikke forkert. Og hvis læreren siger det, er det ham, der skal i skammekrogen! Børn udvikler lynhurtigt deres skrivefærdigheder, og de skal nok lægge deres enfoldige brug af og/men på hylden til fordel for en mere moden og velovervejet anvendelse af de to konjunktioner.