Der var engang en (skræmmende ubegavet) søgemaskine
Åh nej… SEO! SEO har ikke verdens bedste ry, når man er den, der står for at skabe det levende, det spændende og det unikke tekstindhold på en webside eller på en blog.
Der var engang, hvor søgemaskinernes evolution fra encellede organismer ikke var kommet ret meget længere end dertil, hvor de kravlede rundt på alle fire og slog om sig med køller. Ikke noget at sige til, at SEO-tekster skulle have en form, som ikke virker ret tiltalende på det almindeligt begavede, oprejste og moderne menneske. Teksterne var mekaniske og intetsigende. De var stoppet til randen med bestemte søgeord og vendinger. End ikke den mest effektive hjertestarter kunne tvinge livet frem i øjnene på disse dødningetekster. Det må have været et lortejob at være tekstforfatter i en tid med underudviklede søgemaskiner. Så er det sagt. Nu har jeg det meget bedre.
Søgemaskinen er her stadig
Men den befinder sig på et helt andet udviklingstrin. Den er blevet begavet. På nogle områder kunne man måske presses til at sige intelligent. Det er gode nyheder for en tekstforfatter med et semi-erotisk forhold til perfekt ordvalg og tekst, der syder af elegance.
I dag består gode SEO-tekster udelukkende af naturligt sprog. Søgemaskinerne har uddannet sig inden for sprog, semantik og samtaleform og er blevet så dygtige til deres nye fag, at de stiller Eiffeltårnhøje krav den til den, som vil kommunikere med dem. Der er meget mere til SEO end tekstindhold, men Google Almighty har selv inddirekte bekendtgjort, at dine onlineforetagender er helt og aldeles uden værdi, hvis du ikke får raget en talentfuld skribent til dig.
Teknisk og tekstuel SEO
Lad os lige blive enige om noget. En tekstforfatters hovedinteresse er ikke teknisk SEO, og tekniske SEO-eksperter er sjældent stjerneskribenter. Alligevel mener jeg selv, at det er ret så vigtigt, at jeg som et minimum har gjort mig selv bekendt med tekniske SEO-termer og procedurer. Jeg ser det som en del af mit arbejde at vide, hvad de betyder. Men jeg kan slet ikke lade være med også at lære noget om dem, så jeg kan formidle min viden videre. Ligesom jeg og mine med-ordsmede er blevet esset i virksomhedernes pokerhånd og i stigende grad blot skal vælge et net at falde i, har jeg naturligvis også selv været ude og rage til mig. Jeg har indfanget et par teknikere, som kan assistere, hvis nogle af mine kunder skulle ønske hjælp og vejledning til teknikken.
Den tekstuelle SEO får de ikke lov til at røre ved. Du kan være helt rolig!